
GRÜNER VELTLINER RIED GEPPLING
Normal pris 159,00 krDet er let at blive en lille smule forelsket i et godt glas Grüner Veltliner, især hvis det kommer fra Weingut Buchegger, som nu for 16. år i træk begaver os med netop den på én gang friske, sprøde og saftige kvalitet, som har betydet, at vinen har fået rigtig mange venner i Danmark.
Dermed ser det ud som om Walter Bucheggers kæreste og (siden 2008) partner Silke Mayr sammen med kældermesteren Michael Nastl er ved at indfri det løfte, de gav hinanden, da vi i juni 2017 mistede den østrigske mester ud i Grüner Veltliner. Som de skrev dengang ville de fortsætte med at producere vine, der "kan tilfredsstille selv de mest kræsne ganer samtidig med at vinene vedbliver med at være let tilgængelige."
Vinen blev i en årrække solgt under navnet Gebling, der er den mere rummelige fællesbetegnelse for de højere beliggende vinmarker på den 10 km. lange strækning fra Landersdorf i Kremstal og videre frem mod Hadersdorf inde i Kamptal. Her blandede Walter Buchegger frugten fra sine forskellige små parceller i begge distrikter, og solgte vinen som en wein aus Niederosterreich. Sådan er det ikke længere. Nu går frugten fra de vinstokke, der står i Kremstal til Bucheggers Grüner Veltliner Holzgasse, mens frugten fra de to små veleksponerede parceller i Kamptal med omkring 45 år gamle vinstokke bliver til denne altid pålidelige Grüner Veltliner Ried-Geppling, der nu også føjer den nærliggende landsby Gobelsburg til sit navn.
Håndhøstede druer med soignering både i vinmarken og ved ankomsten til vingården. Nænsom presning af de hele drueklaser og derpå gæring ved lav temperatur i rustfrit stål uden fremmede gærstammer. Modning sur Lie i tanken frem til aftapningen på flaske en af de sidste dage i februar.
En dejlig ren ikke videre voldsom, men finesserig Grüner Veltliner, med akacie og æbleblomster, der finder smukt sammen med pink grape og citrus, der til sidst får selskab af spansk kørvel og lidt friskkværnet hvid peber. Aromatisk, saftig, livlig og igen mere tør end tidligere. En detalje som åbenbart ikke er årgangs bestemt, men en bevidst beslutning omkring vinens profil fra Silke og Michaels side.
Vidunderlig til grillede jomfruhummer, dejlig til lette retter med fisk, lyst kød og fjerkræ og også et godt bud på en kærlig velkomst når familie og venner kigger forbi.