BIERZO MENCÍA KOLOR OKUDA SAN MIGUEL & RAÚL PÉREZ 2019 - Bodegas y Viñedos Raúl Pérez

BIERZO MENCÍA KOLOR OKUDA SAN MIGUEL & RAÚL PÉREZ 2019 - Bodegas y Viñedos Raúl Pérez

Normal pris 345,00 kr
/
Inkl. moms Forsendelse beregnes ved kassen.

Kun 0 varer på lager!

Denne Kolor er ikke bare en vin, men en festlig hyldest til alle palettens farver, til livsglæden og til det gode liv skabt af billedkunstneren Okuda San Miguel og vinmageren Raúl Pérez. To herrer der, hvis man er bosat i Spanien og interesserer sig lidt for nutidskunst og vin, ikke behøver nogen nærmere præsentation.

De mødtes tilfældigt, og da Okuda San Miguel gerne nyder det gode glas, sagde han straks ja, da den hæderkronede, profetlignede Raúl Pérez foreslog, at Okuda San Miguel skulle designe en farvestrålende livsglad flaske til ham, som han kunne fylde med en særlig cuvée, som kun skulle produceres denne ene gang. 

Dette er således en vin fremstilles side om side med Raúl Pérez andre vine på Bodegas y Viñedos Raúl Pérez i Valtuille de Abajo, der af mange opfattes som selve epicenteret for den nye bølge af bevægende og dybt fascinerende Mencia-vine, der er dukket op på markedet i det nye millennium. Nærmere bestemt er der tale om frugt fra 50-70 år gamle vinstokke omkring landsbyen Valtuille de Abajo samt frugt fra noget yngre vinstokke omkring Villadecanes, som ellers ville være røget enten i vinen Ultreia Saint Jacques eller i 1 af de 4 Vizcaina-vine, som alle skal tælles med blandt Bierzos ypperste Mencia-vine.

Selvom det ikke flages, er der tale om frugt fra økologisk dyrkede parceller. Høsten er manuel og der praktiseres helklase gæring i store egefade uden fremmede gærstammer og uden temperaturkontrol. Derpå 12 måneders modning ligeligt fordelt mellem små brugte franske fade og en neutral tank frem mod sammenstik af den endelige cuvée og aftapningen på flaske uden klaring eller filtrering. 

Så vidt vi har forstået, kommer vinen til at stå som en enkelt og dermed enestående symbiose mellem begejstringen for de visuelle pangfarver og det gode humør, der gemmer sig i enhver vellavet og jovial flaske vin, og da der kun er produceret 12.000 flasker, gælder det om at holde sig til. Om at gribe nydelsen og blive en af dem, som kan sige: "Den nåede jeg da at smage".

Senere kan man så, når man møder Okuda San Miguels glade kulørte kunstværker, på kunstudstillinger, på forladte facader eller, hvis man er heldig, som en del af en glad happening i en af de spanske metropoler, mindes en saftig, men ikke overgjort Mencia. Det er så fint, når enhver tanke om spekulation viftes bort. Når det gode humør og velsmagen får lov til at gå hånd i hånd!