
BIERZO MENCIA PITTACUM BARRICA 2018 - Viñedos y Bodegas Pittacum
Normal pris 169,00 krBodegas Pittacum er en af vingårdene i den karismatiske José María Fonsecas Terras Gauda Group, som også tilbyder vine fra Rias Baixas, Rioja og ikke mindst fra Ribera del Duero, hvor Quinta Sardonia er blevet et pejlemærke for mange.
José María Fonseca købte Bodegas Pittacum i 2002 og I løbet af de første 20 år er de oprindelige 5 ha. blevet til næsten 50 fordelt på et imponerende patchwork af næsten 200 små parceller med vinstokke som helt enestående i gennemsnit er mere end 80 år gamle, som tilsammen giver tilstrækkelig volumen til, at Pittacum er blevet den Bodega fra Bierzo, som er på vinkortet på flest restauranter i Spanien. Og nu er resten af Europa i fuld færd med at følge efter.
Her er det projektets første vin, der derfor slet og ret hedder Pittacum, og oprindeligt indeholdt nogle få procent af druen Garnacha Tintorera, som voksede frit blandt alle Mencia, men de er nu pillet ud af ligningen og vinificeres separat til vinen La Prohibición - den forbudte vin.
Så nu er der tale om 100% Mencia (eller næsten, for selv de mest rutinerede høstarbejde kan tage fejl) som plukkes på et patchwork af parceller på øst- og nordvest vendte skråninger, hvor mange vinstokke for længst har fejret deres 100-års fødselsdag.
Druerne transporteres ned til Bodegaen i 12 kilos plastkasser, hvor der foretages en soignering af klaserne, inden alle stilke fjernes og druerne får et knus. Der gæres i 15.000 liters rustfri ståltanke, hvor vinen også får tid til at komme forbi den malolaktiske gæring, inden den fyldes på en blanding af franske og amerikanske 220 liters fade hvor den modner i 8 måneder frem mod aftapningen på flaske. Og som noget ganske særligt venter man 24 måneder med frigivelsen. fordi man gerne vil vise, at Mencia-druen kan meget mere end blot levere saftige flyvske vine til terrassen.
Indledningsvis lidt reserveret. Der skal lidt eller en del luft til for at vække vinen, den røde frugt og krydderierne, men så kommer den også lige så stille krybende helt op under huden. Kølig, pikant og parfumeret på den aldrig pågående måde. Bare underfundig og fascinerende.