
CROZES-HERMITAGE VIEILLES VIGNES 2017 - Maison Tardieu-Laurent
Normal pris 290,00 krDenne Crozes Hermitage Vieilles Vignes er skabt på frugten fra vinstokke, der er omkring 60 år gamle på de 4 forskellige Lieu-Dits Larnage, Battis, Gervans og Coteaux sur Mercurol, der hver især kommer med deres bidrag til vinens aromaprofil. Høsten er naturligvis manuel med soignering af klaserne såvel i marken som foran kælderen inden der gæres i rustfrit stål med 1/3 hele drueklaser. Den unge vin modner efterfølgende 10 måneder i nye og en gang brugte 228-liters fade fra Allier og Tronçais og derpå yderligere 8 måneder i foudre inden den sammenstikkes og tappes på flaske uden klaring eller filtrering.
Vinen er fremstillet hos en ”hemmelig” producent, hvor Michel Tardieu sammen med den berømte konsulent Philippe Cambie i detaljer drøfter hvorledes vinstokkene skal kultiveres, hvornår druerne skal høstes og hvorledes de skal forvandles til vin. Og ikke nok med det: Michel Tardieu leverer også de fade, som vinen skal modne i, og som noget ganske særligt flyttes fadene i februar måned til Tardieu-Laurents kældre i Lourmarin.
Michel Tardieu vælger at tage afsæt i historien om glasset, der er halvtomt eller halvt fyldte glas afhængig af øjnene som ser, når han skal beskrive sine vine fra 2017.
Kvantitativt blev der hverken i nord og syd noget at råbe hurra for. Frost i forbindelse med blomstringen og udbredte udbrud af coulure (dårlig frugtsætning) på næsten alle skråninger fulgt af en alt for tør sommer ledte frem til den ringeste høst siden anden verdenskrig. Det betød at stort set alle Maison Tardieu-Laurents samarbejdspartnere triste og frustrerede stod med halvtomme tanke, da Michel og Bastian var på tourné for at købe de vine, der skulle fylde fadene til 2017-kollektionen.
I forhold til 2016 er der 25-50% mindre at gøre godt med, og på nogle vines vedkommende har Tardieu-Laurent valgt at limitere salget for at tilgodese de toprestauranter, som har vinene på kortet rundt omkring i verden.
Dufter vi til og smager på vinen i de halvt fyldte glas er der imidlertid grund til glædes. Vinstokkene formåede, godt hjulpet af vinbøndernes utrættelige arbejde i vinmarkerne, at tackle årets ekstreme vækstbetingelser. De fleste steder modnede den frugt der var tilbage til perfektion og Michel Tardieu beretter at 2017 også er historien om en most, der de flere steder var af en så genial kvalitet, at hans partnere også var entusiastiske omkring kvaliteten.
Michel Tardieu opfordrer os derfor til ikke at glemme vinene fra 2017-årgangen, bare fordi de kommer på bagkanten af 2015 og 2016, og lover os over en kam "pragtfuldt velafbalancerede vine"!
En rank, på én gang intens og elegant meget mineralsk Crozes-Hermitage med en distinkt blomstrende næse, der også leverer associationer til blåbær, kirsebær og violer. Michel Tardieu noterer selv at vinen er en meget "typisk" Nordrhône, men at den her i 2017-årgangen "forunderligt nok smager som en vældig god Saint-Joseph"!