
"Metiss" - Bott Geyl - BIO
Normal pris 125,00 krAlsace Métiss blev tidligere solgt som den gode vin fra Alsace (Gentil d'Alsace), men i 2013 syntes Jean-Christophe, at vinen fortjente et lidt mere særpræget navn hvorefter han trak dette oprindeligt hebraiske drengenavn op af hatten, der betyder "en gave sendt fra guderne". Samtidig slap han fri af reglerne, der gælder for en Gentil d'Alsace og Métiss er således i dag nærmest en fri fortolkning af det vi engang kaldte for Edelzwicker.
Druerne kommer hovedsageligt fra en håndfuld vinbønder, som har brudt med den mægtige Maison Bestheim (det tidligere kooperativ Cave de Bennwihr), for at dyrke deres frugt økologisk og efterfølgende opnå en lidt bedre afregning hos Bott-Geyl. Drueblandingen varierer lidt år for år, men det er altid den parfumerede Muscat som spiller hovedrollen, og derpå følger Riesling, Pinot Blanc og til sidst op til 20% af den efterhånden sjældent sete Chasselas.
Høsten er manuel og druerne er fremme hos Bott-Geyl få timer efter de er plukket. Her presses de hele klaser nænsomt hvorefter mosten får lov til at bundfælde sig og samle aromaer i op mod en uge inden temperaturen hæves en smule så gæringen kan starte på naturlig vis uden tilsætning af fremmede gærstammer. Gæringen fortsætter uden temperaturkontrol i op til 6 måneder afhængig af sukkerindholdet i mosten og temperaturen i kælderen, og herefter hviler vinen sur Lie i yderligere 6 måneder inden den tappes på flaske uden forudgående klaring eller filtrering.
Resultatet er en tør, men også meget mild vin, med masser af blomster, pære og fersken i såvel duft som smag. Fyldig, næsten yppig og samtidig herlig aromatisk og saftig. Vinen kan sagtens nydes alene, men den er også god til stegt fisk, fyldigere salater og såmænd også velkrydrede grillede svinepølser.
Land: Frankrig
Område: Alsace
Produktionsform: Økologisk/Biodynamisk
Druer: Riesling 40%, Muscat 30%, Chasselas 20%, Pinot Blanc 10%
Årgang: 2017
Producent: Domaine Bott Geyl
Lagring: 12 måneder på stål og cement.
Alkohol: 12%
Indhold: 75 cl.