
PETIT CHABLIS 2020 - Jean-Marc Brocard
Normal pris 159,00 krPetit Chablis appellation er myndighedernes lille genistreg fra 1944, hvor man valgte at knytte vinmarkerne på det udstrakte plateau oven for 1. Cru og Grand Cru markerne til navnet Chablis, så man opnåede lidt bedre priser på de vine, som kom ind i varmen og ikke mindst en langt større volumen hvormed man kunne eksponere navnet Chablis.
Overalt er jordbunden lige så rig på fine mineraler som i den oprindelige produktionszone, og trods vekslende lag af kalksten og ler er der også her så mange fossiler, at de mange steder kan ses på selve jordoverfladen. Den største forskel er derfor, at der ikke er nogen egentlige skråninger, som kan begunstige eksponeringen for solen og give læ for vinden, derfor ville man tidligere som regel synes, at det lille ord "petit" er yderst velvalgt til vinene. Men Petit Chablis er de senere år blevet hjulpet godt på vej af klimaforandringerne, og 2020 er ingen undtagelse. Man høstede tidligt og i rigelige mængder og trods varmen er der tilstrækkeligt med syre til stede, således at de fleste nu taler om endnu en "grand millésime".
Druerne høstes maskinelt på nogle få timer og fremme i den moderne kælder fremstilles vinen på samme måde som den ”ægte” Chablis, hvilket vil sige, at alle blade og en del af stilkene fjernes inden druerne kommer op i de pneumatiske presser, at gæringen sker i rustfrit stål uden tilsætning af fremmede, gærstammer og at vinen modner "sur Lie" i 8 måneder inden den sammenstikkes, filtreres og tappes på flaske.
En måske ikke stor, men dejlig sprød hvidvin med al den gnistrende renhed, citrusrige syre og markante mineralitet, som druen Chardonnay ikke opnår mange andre steder end i Chablis.
Nyd den til grønne salater, fynske håndmadder med rygeost, radiser, agurk og karse eller til sprødstegt multe med purløg og i sæsonen dampede, men stadig sprøde hvide asparges.