RIESLING SERRIGER WÜRTZBERG ROTSCHIEFER TROCKEN

RIESLING SERRIGER WÜRTZBERG ROTSCHIEFER TROCKEN

Normal pris 175,00 kr
/
Inkl. moms Forsendelse beregnes ved kassen.

Kun 0 varer på lager!

2020 er bare den 5. årgang fra den 26-årige ønolog Felix Heimes, som kom til i 2016, da hans forældre tog over efter Dr. Jochen Siemens og omdøbte ejendommen med de stejleste skråninger langs Saar-floden til Weingut Würtzberg. Men Felix er ikke alene. Den hidtidige vinmager Franz Lenz er blevet på posten, og da han har skabt klassevine langs Saar i mere end 40 år, er der garanti for kontinuitet. Sammen med Felix og den meget investeringslystne familie leder han nu på vejen frem mod sit otium efter intet mindre end det exceptionelle, og det nye projekt er kommet smukt fra start. Weingut Würtzberg er allerede smukt på vej opad i hierarkiet i de førende tyske vinguider.

Denne Riesling Serriger Würtzberg Trocken er i den såkaldte VDP. terminologi (familien er endnu ikke blevet inviteret indenfor hos de tyske Prädikatsweinguter, men deres vinmarker er) en 1. Lage vin, og da frugten udelukkende kommer fra de syd-sydvestvendte parceller helt nede ved Saar-floden, hvor kvartsit og rød skifer (50%) giver jorden en særlig dyb rustrød nuance, har den fået navnet Rotschiefer.

Høsten er manuel, da alt andet er umuligt på skråningen, der rejser sig med op til 60%, og frugten kommer fra høstarbejderne 2. tur op og ned gennem rækkerne, hvor sukkerindholdet i druerne er på Spätlese niveau. Transporten op til vingården sker i små plastkasser, og her foretages en sortering inden alle stilke fjernes og druerne presses. Herefter ledes den fritløbende most direkte ned i rustfri ståltanke uden anvendelse af pumper og mosten får lov til at sætte sig inden gæringen langsomt går i gang uden tilsætning af fremmede gærstammer. Der gæres op til 12% alkohol og en restsødme, der i det tidlige forår fikseres omkring 8g. pr. liter, og herefter følger 8 måneder sammen med gærresterne inden vinen tappes.

En herlig Riesling som med sine fine krydrede noter både charmerer og lever op til sit ophav. De 8g. restsukker opleves ikke som sødme, men bare som en formildende omstændighed som fornemt løfter aromaerne af mandarin, pink grape, bergamotte og fersken såvel i næsen som i munden. Mildt blomstrende og pikant krydret fylde i et frugtmættet udtryk som får sin elegance fra den underliggende modne citrus og den fine mineralitet, som også netop fornemmes.

En dejlig aperitif og en herlige legekammerat i det salte køkken hvor det er oplagt at tænke på fisk og skaldyr med masser af krydderier i den glade Cajun-stil. Men der er næsten ingen grænser, og nede i Sydtyskland er det vine som denne, der får lov til at håndtere både svinekoteletter og alskens serveringer med fjerkræ.