BAROLO GARRETTI 2018 - La Spinetta

BAROLO GARRETTI 2018 - La Spinetta

Normal pris 615,00 kr
/
Inkl. moms Forsendelse beregnes ved kassen.

Kun 0 varer på lager!

Barolo Garretti er en af de vine, som smukt illustrerer La Spinettas spidskompetence: At skabe vine, der vækker umiddelbar begejstring, straks de frigives til salg, og som på forunderlig vis også besidder evnen til at belønne dem, som vælger at vente på de ekstra dimensioner, som flaskemodningen med usvigelig sikkerhed vil bringe. Og det gælder i særdeleshed i de såkaldt mindre årgange eller vanskelige årgange hvor Giorgio Rivetti og hans kompetente team, mens andre slår op i banen og måske slet ikke tapper deres bedste vine, gang på gang leverer forbløffende resultater. Og sådan er det også i 2018-årgangen hvor vinbønderne både har måttet kæmpe med efterdønningerne fra forårsfrosten og den alt for varme vækstsæson i 2017 og 24 dages ubrudt regn i maj måned, som for mange betød at der simpelthen ikke var vågne timer nok til det forebyggende arbejde ude blandt vinstokkene.  

Høsten er manuel og der skete en sortering såvel i vinmarken som fremme i kælderen hvor alle stilke efterfølgende blev fjernet inden druerne blev knust og forvandlet til vin i de såkaldte rotor-fermentorer, der sørger for, at den gærende most hele tiden er i bevægelse. Efter gæringen tilbragte vinen 22 måneder i 2, 3 og 4 gange brugte franske 600-liters fade hvorefter den endelige vin blev sammenstukket i rustfrit stål og efter yderligere 3 måneders raffinering blev den tappet på flaske uden forudgående klaring eller filtrering.

Farven er ikke intens, men klassisk postkasserød og her er ingen spor af umodne tanniner hverken i duften eller i smagen. Tværtimod åbner den med søde røde kirsebær, jordbær, blommer og gamle duftroser, der med lidt tid i glasset får selskab af garvet læder, sød tobak og lakrids. Derpå har vinen en fin aromatisk intensitet i munden, og den rummer en indre sødme og en parfume, som dels får tanninerne til at virke fløjlsagtige, dels på fornem vis omfavner den underliggende syre og salte mineralitet. Ikke videre intens, men uhyre subtil og elegant.  

Server vinen i rummelige Bourgogneglas og oplev hvorledes de første tanninske bid langsomt levner plads til finessen. Prøv den for eksempel til udbenede vagtler farseret med sig selv og lidt af den forbudte foie gras og derpå bagt i fedt net og serveret med let syltede kantareller og solbær.

Du vil måske også kunne lide